|
For smartphones: Om flytyperne i Slaget om England.
|
Luftkrigen over England 1940 - 41 Flytyperne i Slaget om England |
||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
|
2015-09-05
Seelöwe Sea Lion Efterspillet Kronologi - Tavle 1 Ordliste leksikon Noter - Kilder
Seelöwe Sea Lion Efterspillet Kronologi - Tavle 1 Ordliste leksikon Noter - Kilder
Seelöwe Sea Lion Efterspillet Kronologi - Tavle 1 Ordliste leksikon Noter - Kilder
|
(Bogens titel er Luftkrigen over England i 1940-41 (kaldet "Slaget om England"). Det var en krig alene mellem England og Tyskland. Luftkrigen var sidste fase af Slaget om Vesteuropa, som Hitler startede den 10. maj 1940. Efter at have besejret Holland, Belgien og Frankrig i maj / juni, fortsatte Hitler med en luftkrig mod England. Den varede til maj 1941. Den tabte han.) Slaget om England 1940-41 - om flytyperne Engelske og tyske flytyper i luftslagene "Battle of Britain" og "The Blitz" i 1940 - 41 I dette afsnit beskrives de enkelte flytypers funktion, kampduelighed, hvordan de var indsat og resultaterne deraf i de to luftslag. Kun de nødvendigste tekniske data for at kunne sammenligne de enkelte flytyper er medtaget. For mere detaljerede beskrivelser af typerne, deres varianter, deres bemaling og deres historie henvises til  noter3,
8 og 61.
For en kort orientering om begivenhederne, der førte til luftkrigen, luftkrigens forløb og resultatet, se afsnittet Forord.
For en indgående og dokumenteret gennemgang af luftkrigen se afsnittene Battle of Britain
og
Blitzen.
RAF = Royal Air Force - er det engelske flyvevåben, Luftwaffe er det tyske flyvevåben.
1. Parterne i luftkrigen og målene for deres indsatser De to modparter i luftkrigen var:
1.1
Luftwaffe
Se evt.
I juli, august og september 1940 var målet for Luftwaffe at nedkæmpe Fighter Command for derved at vinde kontrol over luftrummet over Den Engelske Kanal og Sydengland. Fra den 13. august 1940 var målet med Luftwaffes indsats blevet yderligere præciseret: Luftwaffe skulle opnå luftherredømmet over Den Engelske Kanal og Sydengland forud for en planlagt invasion. Målene var fastlagt i Hitlers to førerordrer nr. 16 og 17 fra hhv. juli og august 1940100.
Kampen om kontrollen over Englands luftrum
i sommeren og efteråret 1940 blev kaldt Battle of Britain,
og foregik mest intensivt i perioden 13. august til 15. september 1940.
Se evt. Det lykkedes ikke Luftwaffe at nedkæmpe Fighter Command over Den Engelske Kanal og Sydengland inden den 15. september 1940. På grund af det forestående vinterhalvår måtte en tysk invasion af England derfor udsættes til næste forår eller helt aflyses. Se evt. Seelöwe.
Luftwaffe fik ikke nedkæmpet Fighter Command inden den 15. september 1940, og Hitler måtte derfor trække sig ud af luftslaget Battle of Britain som taber. Efter den 15. september 1940 ændrede Hitler hovedmålet for Luftwaffes indsats til at fortsætte den terrorbombning af engelske byer og havneanlæg, der allerede var startet den 7. september. Altså mens luftslaget Battle of Britain endnu var i fuld gang. Hitlers hovedformål med terrorbombningen var, med meget begrænsede tab af fly, fortsat at forsøge at tvinge England til alligevel at indgå en fredsaftale, uden at det ville blive nødvendigt at foretage en invasion af England. Terrorbombningen i denne fase af krigen sluttede den 15. maj 1941, uden at Hitler havde opnået sit mål. Terrorbombningen fra den 15. september 1940 til 15. maj 1941 foregik hovedsagelig om natten. Denne aktion blev kaldt Blitzen (The Blitz). Se evt. Blitzen.
1.2 RAF Fighter Command Se evt.RAF's
historie.
Siden dets oprettelse i 1936 - som en selvstændig kommando under RAF - havde målet for Fighter Command været at kunne afskærme England mod bombeangreb fra Tyskland, især rettet mod byer, havne, industrianlæg og militære anlæg. Organiseringen af Fighter Command var før 1940 baseret på, at Luftwaffes bombefly ville starte fra flyvestationer i selve Tyskland. Et Fighter Command bestående af 42 eskadriller af lette hurtige jagerfly blev anset for at være tilstrækkeligt til afværge massive tyske bombeangreb på engelske byer. På grund af afstanden forventede man ikke, at de tyske bombefly ville blive eskorteret af lette hurtige jagerfly. Den korteste afstand fra Tyskland (Ruhr området) til London er ca. 500 km.
Denne situation
ændredes i maj 1940 med den tyske besættelse af Holland, Belgien og
Frankrig. Luftwaffes bombefly kunne nu starte fra flyvestationer i det
nordvestlige Frankrig, og de kunne blive eskorteret af jagerfly
stationeret omkring Calais - 150 km fra London. Se Den nye situation - med tyske jagerfly stationeret omkring Calais til at eskortere bombeflyene - gav tyskerne en materiel overlegenhed ved bombeangrebene. Det tvang Fighter Command kæmpe ekstremt defensivt under Battle of Britain på grund af sin materielle underlegenhed. Se evt. Battle of Britain
ogForsvarsstrategien.
Under Blitzen - der fulgte efter Battle of Britain - kunne Fighter Command ikke bruge sine lette hurtige jagerfly til at nedkæmpe de tyske bombefly om natten. Jagerflyene var på dette tidspunkt endnu ikke udstyret med radar, og de kunne derfor ikke finde de tyske bombefly i mørket. Se evt. Blitzen.
2. Flyene i luftkrigen 1940 - 41 2. 1. Jagerfly til kampe om dagen. (Rød skrift = Fighter Commands fly - sort skrift Luftwaffes fly) De fleste luftkampe under Battle of Britain - mellem Fighter Command og Luftwaffe - forgik om dagen med tre typer jagerfly: Fighter Commands to typer ”Spitfire” og ”Hurricane” på den ene side og Luftwaffes type ”Me109” som modstanderen. Spitfire er her en forkortelse på typerne Supermarine Spitfire Mk. I og Spitfire Mk. II. Flyets konstruktør var R. J. Mitchell. Flyene blev fremstillet på flyfabrikken Supermarine i Southampton. Hurricane er her en forkortelse på typen Hawker Hurricane Mk. I. Flyets konstruktør var Sydney Camm. Flyene blev fremstillet på Hawker Aircraft i Brooklands sydvest for London. Me109 er her en forkortelse for Messerschmitt Bf 109E. (Messerschmitt er navnet på flyets konstruktør, forkortelsen Bf står for Bayerische Flugzeugwerken, Augsburg, E for Emil, den femte type Me109 i udviklingsrækken.) Alle tre typer var lette og hurtige ensædede, enmotorede jagerfly af monoplantypen. De var blevet udviklet mellem 1935 og 1939. Alle tre typer var bevæbnede med fastmonterede fremadrettede maskingeværer. Dvs. at piloten sigter med "hele flyet". Når et fjendtligt fly er ca. 200 m lige foran, trykker piloten på en knap og flyets maskingeværer begynder at skyde. De skyder lige så længe piloten holder knappen trykket ned, forudsat der er projektiler tilbage i maskingeværernes magasiner. Maskingeværerne er monteret sådan, at projektilbanerne fra de op til otte maskingeværer krydser hinanden - dvs. har deres træfningspunkt - ca. 200 m foran flyet. Træfsikkerheden er altså størst, når målet er ca. 200 m lige foran i flyets flyveretning. I praksis betyder det, at en jagerpilot må ”liste” sig ind bagfra, og sørge for i et par sekunder at have det fjendtlige fly ca. 200 m foran sig i flyveretningen. Alle tre modeller blev løbende sikret på forskellig måde for at beskytte piloten og flyets vitale dele ved beskydning. Beskyttelsesforanstaltningerne viste sig effektive overfor projektiler af 7 mm kaliber, hvor et fly ofte kunne klare sig, - selv om det var ramt af snesevis af projektiler. Skud fra 20 mm maskinkanoner var betydeligt farligere, men såvel bevæbningen som ammunitionen var til gengæld tungere og antal skud pr. minut færre. Efter Battle of Britain gik både Fighter Command og Luftwaffe mere og mere ind for 20 mm maskinkanoner. De tre flytypers maksimale præstationer og armering under Battle of Britain er vist herunder til sammenligning. De tre viste typer var dem, der var flest af i Battle of Britain. Senere versioner af de tre typer havde bedre præstationer og / eller en anden armering. I 1940-41 var ingen jagerfly udstyret med raketter. Bemærk at tabellerne nedenfor kun omfatter de flytyper, der blev anvendt i større antal i Battle of Britain fra juli til september 1940. (Rød skrift = Fighter Commands fly - sort skrift Luftwaffes fly)
I de aktuelle kampsituationer havde alle jagertyperne brændstof til ca. 1 times flyvning/luftkamp. Spitfire Mk. II var udstyret med en noget kraftigere motor end Mk. I Karakteristiske flyveegenskaber ved de tre typer set i forhold til modparten:
*) Motorerne på Spitfire og Hurricane var udstyret med kaburatorer, Me109's motorer var konstrueret med direkte brændstofindsprøjtning. Indsprøjtningen gjorde brændstoftilførslen helt uafhængig af tyngdekraften, og Me109 kunne derfor bedre dykke pludseligt uden at få problemer med brændstoftilførslen. Problemerne med kaburatorerne kunne Spitfire og Hurricane piloterne delvis kompensere for ved at lave et skarpt drej samtidig med en pludselig dykning. Alle tre flytyper havde væskekølede motorer - i modsætning til det tyske bombefly Ju-88, der havde luftkølede motorer. Rammer et projektil et af rørene i et væskekølesystem, er flyet tvunget til at nødlande. Armering. Armeringen for de tre typer af jagerfly bestod i 1940-41 udelukkende af fastmonterede fremadrettede maskingeværer, hvis projektilbaner krydsede hinanden ca. 200 m foran flyet.
Ud over Hurricane og Spitfire fly benyttede RAF Fighter Command og RAF Coastal Command sig af et mindre antal jagerfly af andre fabrikater - alle karakteriseret ved at have væsentligt lavere maksimal flyvehastigheder end Hurricane og Spitfire. De blev bl.a. anvendt mod tyske bombefly i områder, hvor Luftwaffes Me109 jager ikke kunne komme på grund af sin begrænsede rækkevidde, ex. ved den engelske søkrigsflådes - the Royal Navy's - baser i Plymouth og Scapa Flow på Orkney øerne. Luftwaffe benyttede også deres fly af typen Messerschmitt Me 110 som jagerfly i starten af Battle of Britain. Flyet kunne hverken hamle op med Fighter Commands Hurricane eller Spitfire fly under luftkampe. Luftwaffe fortsatte med at bruge Me 110 i Battle of Britain og senere i Blitzen som jagerbomber. Se evt. pkt. 2.3. 2. 2. Natjagerfly Siden sin oprettelse i 1936 havde Fighter Command arbejdet på at løse problemet med også at kunne spore og bekæmpe angreb med bombefly om natten. Et "mørkelagt" bombefly i 4000 m's højde er om natten praktisk taget umuligt at finde / få øje på for en pilot i et jagerfly uden hjælpemidler, - selv om han er blot nogle hundrede meter fra det. Det radarbaserede varslingssystem, der stod klart langs de engelske kyster i foråret 1940, kunne på alle tider af døgnet registrere og lokalisere tilstedeværelsen af et tysk bombefly på vej mod England. Men så snart flyet havde passeret kystlinjen, kunne dets position ikke længere registreres af det radarbaserede varslingssystem. Ligesom ved dagangreb var det nødvendig med visuel kontakt for at finde flyet og gå til modangreb. Visuel kontakt i mørket viste sig som nævnt i praksis umuligt at opnå for Fighter Commands jagerfly af typerne Hurricane og Spitfire.
Et jordbaseret radarsystem, GCI, der kunne
følge et fly efter det havde passeret kystlinjen, var ligeledes under
udvikling i 1940. Det blev delvis taget i brug i januar 1941, men blev først
egentlig operationsklart efter at Blitzen var overstået
i maj 1941. Se evt.
Udviklingen af et radarsystem,
der kunne monteres i et jagerfly, så piloten selv kunne spore det fremmede fly i
mørket, var i 1940 stadig kun på eksperimentalstadiet. Se evt.
Det blev forsøgt ved udvikling af en natjager. Det vigtigste træk ved en natjager, før radarudstyr kunne monteres i flyet, var, at det var et tomotoret fly, og at det havde to mands besætning. Det gav de bedste muligheder for at finde tyske bombefly i mørket. Hverken Hurricane eller Spitfire jagerne kunne bruges som natjagere. Pilotens udsyn på disse to jagerfly var hæmmet af, at det for en dels vedkommende var gennem en roterende propel. Et tomoret fly ville også bedre kunne bære de eksperimentale udgaver af AI radarsystemet, som natjagerne efterhånden blev udstyret med. Der blev hovedsageligt brugt to typer natjagere under Blitzen: Bristol Blenheim Mk. IF var oprindelig et let, hurtigt tomotoret bombefly med to mands besætning. Det blev ombygget til et natjagerfly. Som jagerfly blev det udstyret med i alt 6 stk. 7,7 mm maskingeværer. Et i venstre vinge, et andet i en drejelig kuppel oven på flyets krop bag piloten samt 4 stk. monteret i en sænkbar ramme under flyet. Flyets maksimumhastighed var 420 km/t, så det kunne følge de tyske bombefly. Bristol Beaufighter Mk. IF var en videreudvikling af Blenheim flyet. Flyet var kraftigere armeret. Det havde 4 stk. 20 mm maskinkanoner foran på kroppen, 4 stk. 7,7 mm maskingeværer i venstre vinge og 2 stk. i højre vinge. Flyets maksimalhastighed var 480 km/t. Trods anstrengelserne lykkedes det ikke at skabe et effektivt jagerforsvar mod Luftwaffes natlige terrorbombninger før de sluttede i maj måned 1941. Det antal tyske bombefly, Fighter Commands natjagere skød ned inden maj 1941, var uden betydning for Luftwaffes indsats, og det var mindre end det antal tyske bombefly, der havarerede af anden årsag. 2. 3 Jagerbombere Hverken Fighter Command eller Luftwaffe havde i 1940-41 fly, der oprindeligt var udviklet som jagerbombere. Kort efter starten på Battle of Britain erfarede Luftwaffe, at deres tunge langtrækkende jagerfly Me 110 ikke var nogen alvorlig modstander under luftkampe med Fighter Commands Spitfire og Hurricane jagerfly. Luftwaffe trak derfor flyet ud fra rollen som jagerfly, og gik over til at benytte flyet som jagerbomber. Som jagerbomber blev det oftest benyttet til angreb på et vigtigt veldefineret mål - sædvanligvis en bygning. Angrebet blev foretaget som en soloflyvning i lav højde og med stor fart. Fighter Command's radarbaserede varslingssystem registrerede oftest angrebet for sent til, at Fighter Command's jagere kunne nå at gå til modangreb. Jagerbomberens sædvanligvis lave flyvehøjde i kombination med dens relativt høje hastighed bevirkede, at det oftest først blev registreret få minutter før det var fremme ved sit mål. Det eneste forsvar mod et sådant angreb var ofte kun de
antiluftskyts maskingeværstillinger, der var opstillet i nærheden af
det, der ansås for at være vigtige mål for Luftwaffe.
Se evt.
Specifikationer for Messerschmitt Bf. 110 C4: Tomotoret, tosædet, langtrækkende jagerfly. Maksimum hastighed var 550 km/t. Som jagerfly var Me 110 udstyret med 2 stk. 20 mm maskinkanoner, 4 stk. 7,92 mm maskingeværer samt 1 stk. 7,92 maskingevær anbragt i en drejelig kuppel på oversiden af flyet bag piloten. Som jagerbomber kunne flyet bære en bombelast på 500 kg, og flyve med en hastighed på 480 km/t ved jordoverfladen. Kun Luftwaffe havde et decideret dyk- eller styrtbombefly til præcisionsbombning. Det drejede sig om flyet af typen Stuka Ju 87B. Stuka er en forkortelse for Stürzkampfflugzeug. Det var et langsomtflyvende enmotoret fly med to mands besætning. Dets maksimale hastighed i jordhøjde var 340 km/t. Flyet startede sædvanligvis sit dyk fra 4000 m's højde, og dykkede helt eller næsten lodret ned mod sit mål. Under dykket når flyet en hastighed af 570 km/t. Piloten sigtede mod målet med flyet, og udløste sin bombelast nogle hundrede meter over målet, og gik ud af dykket. Samtidig med at bombelasten blev udløst, blev flyets dyk automatisk rettet ud til en svag stigning. Automatikken var nødvendig, da piloten ofte mistede bevidstheden nogle sekunder på grund af den kraftige tyngdepåvirkning, han var udsat for ved opretningen. Flyets bombelast i 1940 var sædvanligvis enten en 500 kg eller en 250 kg sprængbombe plus 4 stk. 50 kg sprængbomber anbragt under vingerne. Træfsikkerheden var stor. Målene kunne være fragtskibe, mindre krigsskibe som destroyere, bygninger eller broer. Flyene udfyldte også ofte rollen som artilleri for hurtigt fremrykkende tyske hærstyrker. Det blev flittigt brugt ved tyskernes fremrykning i Frankrig i maj 1940. Flyets store ulempe var dets lave maksimalhastighed (340 km/t), og dets forudsigelige bevægelser ved dykning. Flyet var et let offer for Fighter Command's Spitfire og Hurricane jagere. For at operere mod mål i England var det derfor en forudsætning, af Luftwaffe havde luftherredømmet over området, eller at flyet var beskyttet af Me109 jagerfly. Flyets maksimale rækkevidde med en 500 kg bombe var 600 km. På grund af manglende forarbejde og dårlige efterretninger om mål i England, kom flyet ikke til at spille den afgørende rolle, som det kunne have gjort. Det var et perfekt våben til at udslette Fighter Command's radarstationer i juli og august 1940. Var det lykkedes, ville Luftwaffe hurtigt have haft luftherredømmet over Den Engelske Kanal og det sydligste England i august 1940. Grunden til, at det ikke lykkedes at udslette radarstationerne, var, at dykbomberne primært forsøgte at ødelægge radarstationernes meget høje spinkle stålantennemaster i stedet for de i 1940 stadigt ubeskyttede bygninger ved siden af antennerne. Bygninger, der rummede sende- og modtageudstyret for radarantennen, kraftforsyning, radarplottere og telefonudstyret til at videregive observationerne til Fighter Command's hovedkvarter. 2. 5 Lette bombefly RAF Bomber Command benyttede ikke deres lette bombefly i luftkampe under Battle of Britain eller under Blitzen. De er derfor ikke medtaget her. Luftwaffe benyttede hovedsagelig tre typer af deres lette bombefly under såvel Battle of Britain som Blitzen. Junkers 88 (Ju-88), Heinkel III (He-III) og Dornier 17 (Do-17). Antal: He-III ca. 400, Do-17 ca. 240 og Ju-88 ca. 190.
Afstanden fra en typisk placeret
flyvestation i det nordøstlige Frankrig til London er 350 km. Turen
kunne for alle tre typer gøres med maksimum bombelast.
Se evt.
Ved dagangreb fik de lette bombefly sædvanligvis eskorte fra Calais området af Me109 jagerfly. Under Blitzen viste Ju-88 flyene sig særlig "robuste" ved angreb fra de engelske jagerfly. Flyets maximum fart var 460 km/t mod Hurricane jagerens 500 km/t. Flyet havde selvtættende brændstoftanke og luftkølede motorer, hvilket gjorde, at det kunne klare kraftigere beskydning end andre flytyper uden at havarere. Både He-III og Do-17 havde væskekølede motorer. 2. 6 Tunge bombefly Hverken Luftwaffe eller RAF havde i 1940-41 tunge bombefly - som man kender dem fra det amerikanske USAF's B-17 eller RAF Bomber Command's senere Lancaster fly. For Luftwaffe blev udviklingen af tunge bombefly allerede opgivet i 1936. Den 3. juni 1936 blev Luftwaffes generalstabschef Walther Wever dræbt ved en flyulykke. Han var fortaler for, at Luftwaffe skulle være et alsidigt flyvevåben med egne strategiske mål. Men efter hans død opgav Luftwaffe at satse på at have en kampstyrke af tunge firemotores bombefly - de såkaldte Ural bombere - til strategisk bombning af en modstanders industri og civilbefolkning. En af årsagerne var mangel på aluminium 197,198. Realistisk set, havde Tyskland i 1936 - 1938 ikke råmaterialer (aluminium) og produktionskapacitet nok til at satse på flere programmer for egentlige bombefly.Luftwaffe satsede fra 1936 i stedet på at opbygge en taktisk kampstyrke af lette bombefly med det primære mål at kunne støtte hæren under dens fremrykning. Den nye generalstabschef for Luftwaffe - Albert Kesselring - var en af fortalerne for denne satsning, og Ural bomber programmet blev skrinlagt i 1937. Satsningen på lette bombefly til at støtte hærens fremrykning var en stor fordel ved angrebet på Frankrig i maj 1940. Om firemotores Ural bombere kunne have haft en afgørende indflydelse ved Luftwaffes angreb under Blitzen fra september 1940 til maj 1941 i stedet for de lette bombefly er tvivlsomt. Ural bomberen var først og fremmest tænkt som et langdistancefly. Distancerne fra Luftwaffes flybaser i Frankrig til byer i det sydlige England var ikke noget problem for Luftwaffes lettere tomotores bombefly. Se ovenfor. Se evt. kort. Se evt.
Blitzen.
Havde Luftwaffe haft en større styrke af Ural bombere samtidigt med deres styrke af lette bombefly, kunne resultatet af bombeoffensiven være blevet katastrofalt for England. Men den mulighed havde Tyskland som nævnt valgt fra i 1936.
|
||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
|
Sidst opdateret 2015-09-05 version 9.16 |
Kommentarer / spørgsmål:
leif.olsen@battleofbritain.dk
Se evt. afsnittet
Kommentarer
Mit
CV i relation til
at skrive om Slaget om Vesteuropa herunder Slaget om England -
klik på
Om kopiering - Copyright - ©
2008
Leif Olsen se slutningen af afsnittet
|
||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
